Lægerne

Lægerne

”Det gør ikke ondt, det er fint, han ved, hvad han laver.” Jeg ligger i stolen inde på en af kæbekirurgisk operationsstuer med en kæbelæge og to sygeplejerske over mig. ”Det er helt fint, bare husk at trække vejret. Så stille og roligt, de skal nok gøre alt rigtigt.” Lægen, der snakker norsk, tager en kanyle frem med bedøvelse og beder mig åbne munden. Den flinke af de to sygeplejerske går, og jeg er nu alene i et rum med to personer: en læge, hvis ord jeg kun forstår 60 % af, og en sur sygeplejerske, der allerede har stukket to metalting i kæften på mig. Lægen siger noget på norsk, hvor det sidste ord er ”ondt”, hvorefter han tager fat i kanylen med bedøvelse. Mit hjerte starter en acceleration op mod en puls på 200, og jeg begynder at ryste, da nålen stikkes ind i mit tandkød. ”Så det er fint, det er ovre om et minut, det gør ikke ondt, jeg tror på dem.” Efter adskillige stik i min højre side af munden fjerner lægen kanylen for derefter at udskifte med en bizar metaltang. Bedøvelsen gør mig lidt svimmel, men jeg kan alligevel mærke, hvordan mit tandkød skæres op. Jeg har mest lyst til at skubbe de to personer til siden og storme ud af lokalet, men ved godt, at det ikke får mine visdomstænder ud. Jeg hører, hvordan lægen river i min tand, og smager hvordan blodet fylder min mund. Indeni skriger jeg, mens nordmanden hiver, men udenpå ligger jeg bare med lukkede øjne og koldsveden i fjæset. Efter en halv time med skubben og skæren er jeg færdig, og jeg vakler ud af stolen, hvorefter jeg smutter ud af rummet med et hastigt farvel.

Jeg har nu rendt inde på universitetet med min lettere retarderede kæbe siden jeg var 11 år gammel, og har gjort alt hvad lægerne og tandlægerne har bedt mig om. Hver gang de har villet ind og skære, stikke en bøjle i munden på mig eller skrevet diverse journaler om mig, har jeg adlydt dem uden mistro til, hvorvidt det de gør, er rigtigt. Selvom jeg nu kan se enden af tunellen på behandlingen af min kæbe, har jeg tit spurgt mig selv om, hvorfor jeg har overladt mig til det offentlige sygevæsen i snart 7 år uden mistro til lægernes behandling.

Jeg er vokset op i verden, hvor næsten alle autoriteter er blevet revet ned fra deres ophøjede piedestaler, og status er noget, man opnår gennem sin personlighed og stil i stedet for erhverv. Toppolitikere kan ikke længere klare sig uden at stille sig personligt frem i medierne. Villy Søvndal optræder i 4 stjerners middag så hele Danmark kan se, hvordan han opvarter sine gæster. Den nuværende statsminister Helle Thorning Schmidt stiller før valget op i et studie med publikum i programmet ”Her er dit liv”, hvor vi så kan se hele Thornings liv og føle at vi kender hende meget bedre.
En af de eneste autoriteter, der har bestået denne senmoderne statusdannelse, er lægerne. Vi er ligeglade med, hvor mange kærester lægen havde i sin universitetsperiode, når han/hende står med armene i vores indvolde, men er sådan set mere interesseret i, at denne person rent faktisk har studeret på universitetet.
Dette skel med den senmoderne tendens skaber en kontrast, der får mig til at føle en større respekt til den givne person, der skal føre mig igennem en sygdom eller anden lidelse, der relaterer til kroppen. Så snart en person står i den hvide kittel, kan de tale keltisk, og jeg vil alligevel stole på dem et hundrede procent.
Denne beståen af lægernes status skyldes også, at jeg fra barns ben er blevet opdraget til at jeg bare skal stole på lægerne for de ved bedst.

Blev man syg i 17-1800-tallet ville man typisk få taget en åreladning af lægen eller, hvis man var af det lavere lag af en barber. Dette bestod i, at man inden for lægeverden regnede med, at sygdom kunne komme af, at onde stoffer flød i blodet. Dette betød, at havde man eksempelvis influenza, kunne man få en åreladning for at få stofferne ud. Dette betød dog bare, at man svækkede kroppen yderligere, og dermed blev man endnu mere svag, og i værste fald kunne det forårsage dødsfald.
Jeg kan jo selv mærke, hvor bedrevidende jeg føler mig, mens jeg nedskriver sådanne ”dumheder” i lægevidenskabens historie, men hvad med min egen tid. Folk dengang overlod sig jo bare til lægerne, som vi også gør det i dag. Det kan tænkes, at man om 500 år vil sidde og grine af, at vi i vores tid har brugt fuldstændig tåbelig skadelig medicin.

I Harry Potter væmmes personen Ronald Bilius Weasley over, at man i mugler-verden(den ikke-magiske verden) bruger kirurgi, i stedet for healerbesværgelser eller eliksirer. Selve ideen i,at vi skærer levende mennesker op, er jo også bizar.
Lige siden Renæssancen har den ansete videnskab inden for sundhed rykket sig fra teologi mod naturvidenskab. Selvom jeg selv er mat/fysser og ateist, kan jeg da godt stille spørgsmål ved, om vi netop skal skære i folk, bare fordi naturvidenskaben pejler os i den retning. Skal vi i stedet bruge magi og ofre til guder for at kurere cancer og sukkersyge. Er det i virkeligheden som Platon sagde det: Mennesket består af krop og sjæl, eller er vi bare et simpel produkt af naturens udvikling. Er det en alt dominerende gud, der bestemmer, hvem der lever og dør, eller skyldes det naturens reduktionssystem.
Musikeren Raske Penge synger i sangen Rundt: ”Verden drejer men du mærker det ikk, kan den mon dreje sig om noget, vi ikke kan regne ud med matematik?” Jeg kan godt følge denne tankegang om vores måde at undersøge verden og dermed også kroppen i virkeligheden kun kan undersøges ud fra de faktuelt baserede videnskaber eller om vi i stedet burde lede ad en anden sti. Hvad nu, hvis den videnskab lægerne baserer deres behandlingsmetoder på, ikke er den rigtige?

Jeg overlader mig til andre mennesker, når det omhandler min egen sundhed, fordi jeg selv ingen som helst ide har om, hvordan kroppen fungerer, og hvordan man kurerer sygedomme. Med andre ord stoler jeg på, at andre har forstand på dette. Men jeg tror, ikke det skyldes mine egne beslutninger om, hvem man kan stole på, men samfundsmæssig udvikling. Jeg stoler på manden med den hvide kittel, fordi mine forældre har opdraget mig til at stole på dem, og mine forældre stoler på lægerne, fordi de er blevet opdraget til det af deres forældre.
Vi lever i en tid, hvor naturvidenskab dominerer, og selvom jeg godt kan komme i tvivl om deres metode overlader jeg mig til den norske kæbelæge og den sure sygeplejerske igen d. 7/1 2013, da den venstre side skal have fjernet visdomstænderne.

HC