Ikke dårligt vejr, bare dårlige klær

Jeg vågner op med et sæt. Jeg var gået omkuld efter en hård uge på Egå. Jeg rejser mig op og kigger mig forvirret rundt. ”Hvor er jeg, hvad er klokken, hvad skal jeg nå?” Jeg finder ud af, at der kun er 25 minutter til, at jeg skal til julefest på Egå. Min første indskydelse er at tage en nissehue på, men så kommer jeg i tanke om temaet. ”Svinter og Vommer - sikke et tema”. Det er hentet fra Walt Disney tegnefilmen med Phineas and Ferb. ”Hvordan har festudvalget dog fået den ide?” Er det niveauet for den lovende danske ungdom, som tager en gymnasial uddannelse? ”Nå skidt for sig og kanel for sig - det er jo en fest og ikke skolerelateret”.

Så melder spørgsmålet sig: ”Hvilken slags tøj skal jeg tage på?” En blanding af sommer- og vintertøj: Svømmervinger, skibukser, solbriller, badebukser, skibriller, badesandaler. Jeg hiver en masse ting ud af skabene. ”Hva` skal jeg dog vælge?”

Jeg kigger ud af vinduet. Det er mørkt og rigtigt koldt - kan lige se mig selv smutte af sted i badesandaler i sneen - or not! Man siger, der ikke er noget der hedder dårligt vejr, men kun dårlige klær`. Så jeg må tænke mig om… Ofte har man set artikler i avisen om, at unge mennesker er døde fulde i en snedrive efter en fest. ”Mig skal der ikke skrives om i morgen!”

Jeg må tage en beslutning - kan blive hentet hvornår det skal være! ”Hvad mon de andre har på?” Jeg gider ikke ligne en cirkusklovn. Beslutter mig for at køre sikkert - man skal jo nødigt skille sig ud, og nu er det jo også så koldt… Jeg beslutter mig for den pæne, neutrale, sorte skjorte og et par fornuftige sko. Alt mit sommer- og vinterudstyr lægger jeg i en taske sammen med et par øl.
Til forfesten hos Katrine kommer alle i deres normale tøj med undtagelse af nogle få. Hvor er jeg glad for, at jeg kørte ”sikkert”. Christian skiller sig især ud med sin tank top og sine bare ben i shorts og intet overtøj - har han mon set på temperaturen? Men det er friskt - det må man sige - og han har kørt den fuldt ud, for han har ikke taget noget skiftetøj med. Man kommer til at tænke på ordsprogene: ”Hvo intet vover, intet vinder” samt ”Klæder skaber folk”. Han bliver lagt mærke til, og det vil sikkert ende ud med et positivt resultat for ham i løbet af aftenen!

Til festen på skolen tegner det samme billede sig. Langt de fleste er blot i almindeligt festtøj. Det kan måske give anledning til eftertanke hos festudvalget - man behøver ikke finde på specielle emner - en helt almindelig julefest er helt fint efter min overbevisning.

Efter en masse dansen og festen er Mammen og jeg klar til at tage ind til byen, for at holde de danske unges drukstatistik i hævd. Vi bliver dog overmandet af den danske moder natur, da det stormer og sner. Hvor er jeg igen glad for, at jeg ikke går rundt i badesandaler. Vi bliver overmandet af en forfærdelig træthed. Pludselig bliver vi fornuftige unge mennesker. Vi går i den modsatte retning og tager en bus hjem i stedet. I henhold til nye undersøgelser er de unge danskere på det seneste begyndt at drikke mindre. Det må skyldes sådanne fornuftige unge mænd som Mammen og jeg.

Lars Munk-Stengaard 2.x

Forandring fryder?

”Næste stop Hobro” lyder det fra den altid tiltalende DSB-speaker. Da jeg stiger ud, bemærker jeg straks, at der er meget mere sne her end i Egå. Typisk. Et genkendelsens smil løber over mine læber, da jeg træder ud på trappen foran banegården og nyder udsigten ud over byen, der glimter under sneen. Der er så stille og roligt, og det føles som en anden verden, når man kommer fra Århus’ travle banegård med masser af mennesker, der allerede jagter rundt efter julegaver. Min venindes far kommer og henter mig, men inden da når jeg lige at hilse på en vens forældre. Man ved, at man er tilbage, når man ikke kan stå to minutter på en øde banegård uden, at møde nogen man kender…  Jeg er rimelig spændt på aftenens forløb. Planen er, at jeg skal med til en gymnasiefest på det gymnasium, hvor jeg SKULLE have gået, hvis ikke min familie var flyttet. Jeg var blevet optaget, havde fået en klasseliste og alt muligt. Begge mine forældre og deres søskende har gået på det gymnasium, og har her udlevet den muligvis sjoveste og vigtigste periode i deres liv.

   Jeg har været på gymnasiet mange gange før, men jeg kigger mig alligevel rundt som en gal, da vi træder ind af døren. Både for at undersøge hvordan gymnasiet ser ud pyntet op til fest, men også i en søgen efter kendte ansigter og forhåbentlig genkendelsen i deres øjne. Hvordan ville mit liv have set ud, hvis jeg ikke var flyttet? Hvilke af disse mennesker ville jeg have snakket om festen med på mandag? Hvor meget har vi forandret os, hvis altså vi overhovedet har? Alle disse spørgsmål melder sig, mens jeg med minutters mellemrum dumper ind i en gammel bekendt og uddeler krammere og ”Jo tak, jeg har det fint – og hvad med dig?”. En kendsgerning slår mig dog: Alle grupper er splittet op, og ingen af mine gamle venner går sammen. Alle har fået nye venner og nye roller. Efter den obligatoriske smalltalk er overstået, føler jeg mig lidt alene og udenfor et fællesskab, lige indtil jeg finder en anden bekendt.

   På et afgørende tidspunkt tog mit liv en vigtig drejning og det at være tilbage i Hobro, var som at se mit liv som det ville have været, hvis dette drej ikke var sket. Dog føler jeg, at ordsproget ”forandring fryder” giver mening i min situation. Det drej er muligvis noget af det bedste, der er sket i mit liv, fordi jeg kunne starte forfra og slippe ud af min gamle rolle.

Det giver mening for mig nu, hvorfor forandring er et vigtigt omdrejningspunkt i mange historier. Hvad ville Twilight være, hvis Bella ikke var flyttet op til sin far? Eller hvilken film ville ”Chocolat” være, hvis Vianne og hendes datter ikke var flyttet til Lansquenet og havde mødt Johnny Depp? De laviner af ændringer og udfordringer, som en forandring bringer med sig, er det, der skaber en spændende fortælling, og jeg kunne forsætte med at nævne eksempler på dette i flæng. Det er, når man bevæger sig ud i noget ukendt, at man kan mærke, at man lever, og det er her, man udvikler sig. Der skal jo være et ”point of no return” før den helt store stigning sker i Berettermodellens kurve. Den afgørende faktor er dog, at man tør, og at man vil det. Tænk hvis Bella bare skypede med sine venner fra Phoenix og ikke havde tid til at løbe rundt i en skov med Edward, eller hvis Vianne ikke engagerede sig i og udfordrede lokalsamfundet. Det ville ikke være en god historie. Det kan ikke nytte noget, at man prøver at leve ens gamle liv et nyt sted. Især ikke under de mest betydningsfulde år af ens liv nemlig under gymnasietiden, hvor man udvikler sin personlighed. Jeg er glad for, at jeg tog derop, fordi nu ved jeg, hvad jeg går glip af: Ikke specielt meget, for jeg har et andet liv nu, og det vil jeg hellere fokusere på. Så næste gang der er en gymnasiefest i Hobro, tror jeg bare, jeg siger nej tak og holder en fest for min egen klasse i stedet for.

Katrine Wulf Eskildsen 2x

At rejse

At rejse

En larm spredes ud i rummet og piner alt, der kommer i nærheden af den. ”Nej, ikke allerede! Fem minutter mere! Jo, kom så op, op og i bad, så kommer livet tilbage! Jamen der er koldt, alt for koldt! Kom nu op!” Jeg står halvt død op og bevæger mig hen til larmen, der bliver højere og højere. ”Bib” larmen stopper og jeg får en kæmpe lyst til at kaste mig ned i min varme seng, putte mig og sove videre, men noget spændende skal ske i dag, det er derfor jeg er så tidligt oppe, jeg skal ud på en rejse. Det er frostgrader udenfor, vennen fra klassen, som jeg havde tænkt mig at sidde ved siden af i bussen, har lige meldt sig syg. Alt og alle skriger: ”bliv hjemme!”, men jeg ved at det nok skal blive en fed og spændende tur. Turen går til Hamborg, en by i det nordlige Tyskland. Vi har fået nogle opgaver som skal løses, men ellers er vi frie. Over halvdelen af turen bliver brugt på at køre der ned og hjem igen, men ingen klager, for starten af rejsen begynder allerede i det sekund vi stiger ind i bussen, måske indda allerede sekundet vi står op fra vores seng, for her er der en uregelmæssighed, startfaktoren på et eventyr. 

Rejser er typisk for at slappe af eller opleve nye spændende ting. I Bubber og BS på nye afveje, går det til det ekstreme med at opleve nye ting, herunder også farlige ting. Bubber er blevet skubbet ud på dybt vand og har fået en jægersoldat til at holde øje med ham. Følelsen af et sus, når vi oplever nye ting rammer os alle. Jeg vil vove at påstå at det er denne følelse folk forsøger at få, når de ser Bubber og BS på nye afveje. Det er derfor, at den serie er blevet så kendt. Nu behøver folk ikke til at rejse en lang vej for at opleve dette sus, som Bubber er gået så meget igennem for at få lov til. Så kan jeg så stille spørgsmålet, ”men er det, den samme følelse man får?” Og nej, det mener jeg ikke at det er, jeg mener at det er en dårlig kopi af den rigtige følelse, det, at man selv har stået overfor uregelmæssigheden, giver et andet sus, end det man opnår, når man sidder og ser ind i tv’et. Tv’et giver ikke en lugten, varmen, kulden, vindens rusken eller overblikket af at kunne vænne sig omkring og gå i den retning man løster. Man bestemmer ikke selv, hvor man vil hen, eller hvad man vil gøre. Man er tvunget til at følge efter kameramanden, man mangler altså friheden, den frihed, som man har, når man selv er på en rejse.

Jeg er alt for nysgerrig til kun at skulle opleve de samme rotiner hver dag, at komme ud og opleve noget nyt det sætter livet i gang. Jeg har ikke skulle gøre noget, andet end at skabe tid, for at komme på ferie. Resten har mine forældre ligesom klaret for mig. Jeg har været rundt omkring, i USA's vestlige kyster, og inde i de hedende ørkener ved Las Vegas, i det sandede Ægypten med det klare hav, i det traditionelle og spændende Kina med den barske kultur, i de sne bedækkede bjerge rundt omkring i Europa, og på de varme, afslappende kanariske ø’er. Jeg har været på bilferier, busferier, flyferier og skibsferier, men selvom ruten er nogenlunde den samme, er oplevelsen stadig forskellig, og hvis ikke, er målet med ferien blot at slappe af. Jeg er bange for at pengepungen ikke rækker til samme mængde oplevelser, når jeg skal forsørge mig selv. Jeg er bange for at mine børn i fremtiden ikke kommer til at opleve at rejse på samme oplevelsesniveau, som jeg har gjort. Det er et ansvar jeg har over for dem, et ansvar jeg for alt i verden må få overholdt. For selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke kunne finde på at sælge mine oplevelser væk. Det at opleve en anden kultur, et andet sprog, et andet landskab og et andet samfund, det er uvurderligt. ”At rejse er at leve!”

- Jens Peter Nymann, Egaa Gymnasium 2.x

Lægerne

Lægerne

”Det gør ikke ondt, det er fint, han ved, hvad han laver.” Jeg ligger i stolen inde på en af kæbekirurgisk operationsstuer med en kæbelæge og to sygeplejerske over mig. ”Det er helt fint, bare husk at trække vejret. Så stille og roligt, de skal nok gøre alt rigtigt.” Lægen, der snakker norsk, tager en kanyle frem med bedøvelse og beder mig åbne munden. Den flinke af de to sygeplejerske går, og jeg er nu alene i et rum med to personer: en læge, hvis ord jeg kun forstår 60 % af, og en sur sygeplejerske, der allerede har stukket to metalting i kæften på mig. Lægen siger noget på norsk, hvor det sidste ord er ”ondt”, hvorefter han tager fat i kanylen med bedøvelse. Mit hjerte starter en acceleration op mod en puls på 200, og jeg begynder at ryste, da nålen stikkes ind i mit tandkød. ”Så det er fint, det er ovre om et minut, det gør ikke ondt, jeg tror på dem.” Efter adskillige stik i min højre side af munden fjerner lægen kanylen for derefter at udskifte med en bizar metaltang. Bedøvelsen gør mig lidt svimmel, men jeg kan alligevel mærke, hvordan mit tandkød skæres op. Jeg har mest lyst til at skubbe de to personer til siden og storme ud af lokalet, men ved godt, at det ikke får mine visdomstænder ud. Jeg hører, hvordan lægen river i min tand, og smager hvordan blodet fylder min mund. Indeni skriger jeg, mens nordmanden hiver, men udenpå ligger jeg bare med lukkede øjne og koldsveden i fjæset. Efter en halv time med skubben og skæren er jeg færdig, og jeg vakler ud af stolen, hvorefter jeg smutter ud af rummet med et hastigt farvel.

Jeg har nu rendt inde på universitetet med min lettere retarderede kæbe siden jeg var 11 år gammel, og har gjort alt hvad lægerne og tandlægerne har bedt mig om. Hver gang de har villet ind og skære, stikke en bøjle i munden på mig eller skrevet diverse journaler om mig, har jeg adlydt dem uden mistro til, hvorvidt det de gør, er rigtigt. Selvom jeg nu kan se enden af tunellen på behandlingen af min kæbe, har jeg tit spurgt mig selv om, hvorfor jeg har overladt mig til det offentlige sygevæsen i snart 7 år uden mistro til lægernes behandling.

Jeg er vokset op i verden, hvor næsten alle autoriteter er blevet revet ned fra deres ophøjede piedestaler, og status er noget, man opnår gennem sin personlighed og stil i stedet for erhverv. Toppolitikere kan ikke længere klare sig uden at stille sig personligt frem i medierne. Villy Søvndal optræder i 4 stjerners middag så hele Danmark kan se, hvordan han opvarter sine gæster. Den nuværende statsminister Helle Thorning Schmidt stiller før valget op i et studie med publikum i programmet ”Her er dit liv”, hvor vi så kan se hele Thornings liv og føle at vi kender hende meget bedre.
En af de eneste autoriteter, der har bestået denne senmoderne statusdannelse, er lægerne. Vi er ligeglade med, hvor mange kærester lægen havde i sin universitetsperiode, når han/hende står med armene i vores indvolde, men er sådan set mere interesseret i, at denne person rent faktisk har studeret på universitetet.
Dette skel med den senmoderne tendens skaber en kontrast, der får mig til at føle en større respekt til den givne person, der skal føre mig igennem en sygdom eller anden lidelse, der relaterer til kroppen. Så snart en person står i den hvide kittel, kan de tale keltisk, og jeg vil alligevel stole på dem et hundrede procent.
Denne beståen af lægernes status skyldes også, at jeg fra barns ben er blevet opdraget til at jeg bare skal stole på lægerne for de ved bedst.

Blev man syg i 17-1800-tallet ville man typisk få taget en åreladning af lægen eller, hvis man var af det lavere lag af en barber. Dette bestod i, at man inden for lægeverden regnede med, at sygdom kunne komme af, at onde stoffer flød i blodet. Dette betød, at havde man eksempelvis influenza, kunne man få en åreladning for at få stofferne ud. Dette betød dog bare, at man svækkede kroppen yderligere, og dermed blev man endnu mere svag, og i værste fald kunne det forårsage dødsfald.
Jeg kan jo selv mærke, hvor bedrevidende jeg føler mig, mens jeg nedskriver sådanne ”dumheder” i lægevidenskabens historie, men hvad med min egen tid. Folk dengang overlod sig jo bare til lægerne, som vi også gør det i dag. Det kan tænkes, at man om 500 år vil sidde og grine af, at vi i vores tid har brugt fuldstændig tåbelig skadelig medicin.

I Harry Potter væmmes personen Ronald Bilius Weasley over, at man i mugler-verden(den ikke-magiske verden) bruger kirurgi, i stedet for healerbesværgelser eller eliksirer. Selve ideen i,at vi skærer levende mennesker op, er jo også bizar.
Lige siden Renæssancen har den ansete videnskab inden for sundhed rykket sig fra teologi mod naturvidenskab. Selvom jeg selv er mat/fysser og ateist, kan jeg da godt stille spørgsmål ved, om vi netop skal skære i folk, bare fordi naturvidenskaben pejler os i den retning. Skal vi i stedet bruge magi og ofre til guder for at kurere cancer og sukkersyge. Er det i virkeligheden som Platon sagde det: Mennesket består af krop og sjæl, eller er vi bare et simpel produkt af naturens udvikling. Er det en alt dominerende gud, der bestemmer, hvem der lever og dør, eller skyldes det naturens reduktionssystem.
Musikeren Raske Penge synger i sangen Rundt: ”Verden drejer men du mærker det ikk, kan den mon dreje sig om noget, vi ikke kan regne ud med matematik?” Jeg kan godt følge denne tankegang om vores måde at undersøge verden og dermed også kroppen i virkeligheden kun kan undersøges ud fra de faktuelt baserede videnskaber eller om vi i stedet burde lede ad en anden sti. Hvad nu, hvis den videnskab lægerne baserer deres behandlingsmetoder på, ikke er den rigtige?

Jeg overlader mig til andre mennesker, når det omhandler min egen sundhed, fordi jeg selv ingen som helst ide har om, hvordan kroppen fungerer, og hvordan man kurerer sygedomme. Med andre ord stoler jeg på, at andre har forstand på dette. Men jeg tror, ikke det skyldes mine egne beslutninger om, hvem man kan stole på, men samfundsmæssig udvikling. Jeg stoler på manden med den hvide kittel, fordi mine forældre har opdraget mig til at stole på dem, og mine forældre stoler på lægerne, fordi de er blevet opdraget til det af deres forældre.
Vi lever i en tid, hvor naturvidenskab dominerer, og selvom jeg godt kan komme i tvivl om deres metode overlader jeg mig til den norske kæbelæge og den sure sygeplejerske igen d. 7/1 2013, da den venstre side skal have fjernet visdomstænderne.

HC