Ventetid

Så er der snart skitur, kan slet ikke vente. Minderne fra sidste års tur stiger op til overfladen, og store smil knækker ansigtets mimik, mens det bobler op inden i. Vi har lavet et nedtællingsur på nettet, derfor ved jeg, at der i dette øjeblik er 19 dage, 21 timer, 20 minutter, 53 sekunder til turen. Tik, tak, tik, tak - bare tiden dog ville gå lidt hurtigere.
    Ifølge den danske ordbog er tid ”en grundlæggende størrelse som måles i fx sekunder, timer, dage eller år, og som kan betragtes som en evig følge af begivenheder eller tilstande, der tilsammen udgør fortid, nutid og fremtid undertiden opfattet som en fjerde, ikkerumlig dimension” Det lyder så utrolig abstrakt og er så svært at forholde sig til, for før man ved af det, er fortiden blevet nutid, så går der et sekund, og så er det blevet datid. Jeg kommer ubevidst til at tænke på de gale Marx-brothers, hvor Groucho Marx så rapt udtrykker: “Time flies like an arrow; fruit flies like a banana.” Den definition har af en eller anden mærkelig årsag valgt, at klæbe sig fast til min hjerne, og besluttet sig for at bosætte sig der permanent.
      I barokken kunne man ofte se timeglasset afbilledet, det mindede os om tidens hurtige gang og livets skrøbelighed. De blev et vanitassymbol, der både mindedes om, at vi skulle gribe dagen, og at vi engang skal dø. Minder os om, at vi ikke kan styre tiden.
     Tænk hvis man en dag blev tildelt en fjernbetjening til sit eget liv. Ville i så kunne styre det?  Hvis jeres liv bare var én lang film. Nogen gange en lidt uinteressant film vel og mærke, som dem man ser, når man forgæves søger underholdning på DRK, og man i stedet ender med en 5-timers lang fransk krimi i et gammelt sort-hvid format. Det kunne være den elendige ventetid, man skal igennem for at komme med den offentlige transport. De fandens busser. Den ventetid ville jeg i hvert fald hurtig spole over!
     Nogen gange ville filmen i stedet være en komedie, hvor man er så glad, at James Browns karakteristiske stemme ville bryde ud i ”I feel good!” som baggrundsmusik, som når man tjekker sin telefon om morgen og opdager 1.modul er aflyst!
     Det kunne være en kærlighedsfilm, hvor hovedpersonerne stak af sammen til sidst, eller en sørgelig film, hvor et familiemedlem dør. Det skete for mig under DHO-skrivningen, det var så hård en tid, man bare skulle kæmpe sig igennem.
     Der er dog så mange ting i livet, vi oplever, der er værd at leve for, men jeg er sikker på, at alle har oplevet noget, de godt kunne have levet uden, oplevelser man ville ønske, man lige kunne have sprunget over med fjernbetjeningen.
    Hurtigt ville de sene aftener, hvor man kæmper mod en ondskabsfuld opgave, deadlinen og søvnen, blive sprunget over, man kunne da også lige springe frem til fredag?  Og så var der jo det med den der skitur. Kunne jo slet ikke vente.. men hov, det ville jeg slet ikke behøve! Springer da bare frem til det sted, hvor jeg er der nede på pisten med den friske kolde luft i ansigtet skuende ud over de smukke bjerge. Jeg ville endda slippe for den lange bustur.. Hurtigt ville man komme igennem livet, søvnen ville forsvinde, de kedelige lektioner, opgaveskrivningen, cykelturen, bilturen, mere og mere ville ryge, men ville det virkelig være et liv så? Hvad ville man stå tilbage med? Det ville vel mere være en trailer, hvor alle de bedste scener var udtaget. Men ikke et liv. Måske er det heldig nok, man ikke kan. 
     I virkeligheden er livet vel mere som en lang togtur, man står på ved fødslen, og så går det ellers derud af. Mennesker står på, bliver en del af livet, gør turen sjov.
    Jeg kommer til at tænke på mine fantastiske veninder, hvilke skøre planer vi har ført ud i livet. Hvordan vi har sprunget i iskolde pools efter at have knust isen, eller kælket ned af skipister på tomme ølrammer, leget spioner hvilket medførte, at vi endte med at stå på en stige og stirre ind af en vens balkonvindue. Ups.. Vi har grædt og leet sammen, og det har alt sammen bundet os mere sammen. Venskaber så stærke at de altid vil holde. Altid. Alt tid.
   Men på toget stiger også andre på, nogen når man slet ikke at lægge mærke til, så er de væk igen. Andre sprætter togets sæder op, og efterlader ar på sjælen. Men en ting der er sikkert er, at man aldrig kan vende toget, aldrig stoppe det. ”lives goes on” som man siger. Så jeg må nok acceptere, at jeg ikke kan springe tiden frem til skituren over, desuden er der nu gået så lang tid siden, at jeg startede på denne blog. Der er kun 18 dage, 17 timer, 53 minutter og 38 sekunder. Og vi kender jo alle det gamle ordspil: ”Forventningens glæde er den bedste.”

Marie Mølmer 

Når frihedsidealerne går sig en tur i skoven, og kommer ikke tilbage

Jeg trækker en cigaret op ad lommen og tænder den, mens jeg følger med i samtalen. Det første sug er altid det bedste. Jeg nyder det altid mere end de andre sug, selvom jeg godt ved at det første sug er præcis, som det tredje eller det sidste sug. Men det ER helt afslappende at stå med en smøg i kæften. Især oven på et langt, trættende modul, hvor koncentration forsvandt efter 10 min, og resten af modulet gik med at udforske de 2-3 biler der kører på Mejlbyvej.
Solen skinner, himlen er krystal blå, men for helvede, hvor er det koldt. En lærer cykler forbi på sin gamle, rustne racer, og råber af os. Jeg nævner selvfølelig ingen navne, for han tror sikkert, at hans overbevisning er rigtig. Han har dog skæg, ligger jeg mærke til. Og er egentlig ikke særlig stor, og har blå øjne. En  grim svensker hue på toppen og  en rygsæk hænger over  ryggen.  Dybest set en almindelig gymnasielære.
Han råber at vi generer alle med vores ulækre og usunde vane , og fremsætter en anmodning om at vi skal skride. Faktisk burde vi helst skoddet på jorden, trampe på det og stoppe helt med at ryge.
Jeg vender mig rundt og kigger for at se hvem det er, vi generer med vores dybt foruroligende og foragtelige rygningen. Parkeringens pladsen er tom for mennesker, hvis man ellers ser bort fra os "rygere" - og det er en fornuftig  betragtning, da det er os selv der står for vores fordærvelig vane.
Hvem i helvede bliver påvirket af vores rygning? OS. Og hvem er det, der ryger? OS.

Selvom jeg personligt bliver irriteret og stram i ansigtet, når jeg får besked på at jeg ikke må have lov til dyrke min vane offentligt, som alle andre må, er jeg dog ikke udenforstående med konsekvenserne  når man ryger. Jeg forstår dog ikke at, andre har lov til at gå ned og hente en kop kaffe, for at lade op til næste modul.
Det er kommet i det offentligt søgelys at udskille alle som ikke følger de sunde og anbefalede veje. Og når offentligheden først bestemmer sig forventer de, at vi andre stopper med at ryge og lever et sundt og lykkeligt liv. Det er jo essen af dagens Danmark.  Vores dyrebare gymnasielære udtrykte, hvad Han mente var rigtig. Han havde bestemt ingen ondskabsfuld intention, og brugte sikkert ikke hele morgen på at udtænke, hvordan han kunne irritere eleverne mest. 
Det er også på alle tænkelig og ikke tænkelig måder usundt at ryge. Jeg vil få kræft, nedsat blodomløb, større risiko for blodproper, nedsat sædkvalitet, nedsat kondition, større risiko for  impotens osv. osv. Den er jeg med på. Det er usund at ryge. Tjek. Det er dog forkert at miste sin frihed til at ryge, fordi andre siger man skal. Bestemmer man ikke selv over sit liv?
Det er ikke Århus byråd, der skal bestemme om servicemedarbejderen har lov eller ikke lov til at ryge. Især ikke når forbi passerende har lov til at smide deres skod på fortovet, og forventer at servicemedarbejderen samler det op. Den samme medarbejder, der selv er ryger, men ikke har lov til det, fordi det er blevet bestemt fra højere steder.

Det er i hvert fald heller ikke politikerne, der skal bestemme det. Politikerne, som følger mainstreamen og, som beslutter at regulere for det enkle individs frihed. Udgør den 179 store mennesker forsamling, som vi kalder folketinget, sådan en kompetent og  kvalificeret forsamling , at det kan gå ind og definerer hvad der er rigtigt og forkert for den enkle person? Eller er det den enkle person, der har levet et helt liv med sig selv, som ved hvad der er rigtigt for personen selv, angående kost og motionsvaner.
Især når selv samme politikerne beder om at få slukket kameraet, så de selv kan få sig 5 minutters afslapning ved at stå og nyde en smøg. 5 minutter, hvor de ikke tænker på deres travle og ekstremt stressede hverdag. Igen vil jeg ikke nævne navne, men Lars Lykke og Villy Søvndal har en meget stresses hverdag.

Derved føler jeg ikke at jeg, som individ har noget frihed til at ryge eller leve, som jeg vil. Når dem, der styrer landet og bestemmer en forhøjet regulering af det enkle individs vaner, selv ryger, hvorfor har jeg så ikke lov.  Jeg bliver kvalt i reguleringer og  regler, der fortæller at jeg ikke må dit eller dat.
Det har dog ingen indflydelse på at jeg stadig nyder det første sug af cigaret. Og at jeg bliver ved med at nyde den.
Men ender jeg med at skulle stå på en, 1 gange 1 meter plads for at have lov til at ryge eller vil frihedsidealerne forsvinde helt i skoven af politiske reguleringer af det enkle individ?

Mathias Mammen

FW!

Første indskydelse ”hvorfor tog jeg dog herned igen?” der lugter af sure sokker og sved, musikken hamrer derudaf i den samme fantasiløse takt som altid. Løberne på deres løbebånd og roerne med romaskinen larmer så meget, at man ikke kan høre sine egne tanker. Spyt og savl fra de muskuløse mænd flyver gennem luften, i deres forsøg på at dødløfte 220 kilo. 

Hvad er det dog som jeg finder så tiltrækkende ved dette ucharmerende sted? Hvad er det der får folk til at tilbringe flere timere hver eneste dag? Er det fantasien om den ideale krop som er så lokkende at man vil tilbringe sin tid her? Eller er det målet at blive den stærkeste i verden?

Det er en helt anden verden man træder ind i, når man går i gennem dørene til Fitness World. Der findes ingen slappe, ingen stærke, kun hårdt arbejdende mennesker som vil forbedre deres kondition eller udvikle deres krop. Drømmene er motivationens kilde. Drømmen om at gennemføre en maraton eller en ironman eller udfordre sin krop til ypperste og gå efter titlen som Mr. Olympia - den mest eftertragtede titel blandt bodybuilders. Det er drømme som disse som kan motivere os til at stå tidligt op om morgen for at løbe en tur, eller cykle ned til det nærmeste træningscenter flere gange om dagen. 
Da jeg var trådt ind i denne verden, et par gange, var det ikke bare en hobby mere, det blev en livsstil, ligesom det er for mange andre f.eks. bodybuilders - det er en livstil så ekstrem at mange ikke forstår den, så mærkelig at mange stiller spørgsmålstegn til den. Jeg mener dog at den kan blive for meget, når man kommer til det punkt, at man vil ødelægger sin krop med steroider, for at komme skridtet nærmere på sit drømmemål. Ligesom vores alle sammens yndlings Arnold Schwarzenegger (i hans unge dage), som fik en hjerte operation - hjerte problemer pga.  steroider.
Kommentarer som ”er din krop ikke snart færdig” er normale, men det er også der problemet ligger, fordi når man er trådt ind i denne verden, ændres ens tankegang. Der er ikke noget såkaldt ”færdig” mere, der er altid noget, som kan ændres, noget som kan blive større for, at det ser godt ud. F.eks. vil man gerne lige løbe det minut hurtigere, eller også kan ens latissimus dorsi lige blive lidt større - det er som om man ser sig selv som lille når man kigget i spejlet.

Dette syndrom hedder ”Bigorexia” - det er opfundet af bodybuilders selv. Til at beskrive tendens for dem selv, som altid ser dem selv som små, det er det omvendte af anoreksi siger doktor Harrison Pope. ”Det er drenge som er relativt store men ser dem selv som små drenge”( fra dokumentaren: The truth about steriods)

Drømmen om at nå sit mål er vel det som for mig til at tilbringe min tid der, selvom at jeg burde lave lektier, eller starte tidligere på den her blog, så at jeg ikke skulle side og lave den i matematik samme dag som den skal afleveres, kommer træning altid som første prioritet. Som Kai Greene siger ”det er et fuldtids arbejde” - fordi det er hvad det er, man træner ikke halvt man går all-in hver eneste dag, presser sin krop til ypperste for at få den pragtfulde smerte til at sprede sig i musklerne eller mælkesyren som spreder sig i takt med at jeg løfter vægtene, op ned, op ned, op ned, op ned, igen og igen, gentage hver eneste dag - for at nå målet og få den muskuløse krop.


Mads

Blogskrivning

Blog skrivning

”Jeg hader dansk lige nu! Jeg har fået til opgave at skrive en blog og jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive om.” Panikken spreder sig langsomt. Har siddet med det tomme stykke papir foran mig i lang tid. Den skal afleveres inden onsdag, så jeg er allerede bagud. Tanken om at hele klassen skal læse den, påvirker min skrivning meget. ”Hvad nu hvis de ikke synes om den? Hvad nu hvis de får et nyt syn på mig?” Jeg har haft hele juleferien til at skrive i, så man skulle tro, at jeg havde oplevet en masse, som jeg nemt kunne skrive om. I princippet har jeg også haft nok oplevelser, men sandheden er, at jeg aldrig før har skrevet en blog. Så jeg har svært ved at få mine følelser skrevet ned. Jeg lagde først ud med at skrive om min tur til Tyskland med Camilla. Dernæst om juleaften, efterfulgt af en biograftur med en veninde, nytårsaften og til sidst det at have en syg mor. Følelsen af at have så mange ideer og oplevelser, men ikke have evnen til at koble dem ordentlig sammen er irriterende. Jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere frustreret bag tastaturet, efter at have slettet en hel side for femte gang.

Jeg ligger om aftenen i sengen. Bitter mast mod den bløde madras, kigger op i de hvide spånplader i loftet, og filosoferer. ”Hvorfor skulle jeg overhovedet skrive noget herinde? Er der overhovedet nogen, der er interesseret i det, jeg skriver? Det kan jeg egentlig ikke rigtigt forestille mig. Hvorfor skriver I andre i Jeres blog? Jo, jeg har læst i nogle andre blogs og der er mange, der er rigtig gode til det, nogle med dybde og nogle rigtig sjove. Men jeg er egentlig ikke særlig god til at udtrykke mig, hverken mundtligt eller skriftligt. Lige nu sidder jeg her uden en enkel ide, hvad jeg kunne skrive om og hvorfor. Skriver I andre for at dele jeres liv med andre, eller vil I gerne have andre til at tænke over et eller andet? Eller er en blog bare vigtig for at fange andres opmærksomhed, så de kigger på ens profilside? ”

Der findes garanteret mange grunde til hvorfor folk skriver blogs. Nogle kan have brug for at bearbejde forskellige oplevelser eller faser i deres liv, andre for at dele ud af deres livserfaringer, dele nye tøjtrends eller blot for at øve sig skriftligt. Jeg kan godt se mange fordele og ulemper ved blogskrivning. Hvis man generelt er en usikker person i det daglige, kan man godt få noget positivt feed-back fra fremmede, ved at udstille sit privatliv online. Dog kan det også gå den anden vej, og man får skabt et negativt image af sig selv. Som daglig blogger handler det om at finde en balancegang mellem det personlige og private.

Der findes flere forskellige typer af blogs som fx den personlige, sladderen eller den politiske. De personlige blogge, er dem der dagligt beskriver deres egen dagligdag og deres interesseområder, måske ud fra en faglig interesse for fx mode. Bloggen opdateres dagligt med måske faglige fif til løsning af hverdagens problemer. Dens primære funktion af den personlige blog er, at selviscenesætter og giver et personligt image-pleje. Dog kan den også i enkle sammenhænge bruges som bevis mod det offentlige. Jeg hørte på et tidspunkt et indslag fra ” http://www.dr.dk/harddisken” om en mand, der var blevet politiovervåget, fordi man troede han var potentiel terrorist. For at bevise, at han var uskyldig opdaterede han sin blog dagligt med data i form af PGS udskrifter af hvor han havde været samt en masse billider af ham selv som dokumentation for hans færden og gøremål.

Sladderbloggen er dem, der skriver om sladder. Dvs. der sladres om kendte og deres privatliv. Mange kender eller har sikkert hørt om ”Gossip Girl” fra bogserien og Tv-serie af samme navn. Gossip Girl er en ukendt person, som lever højt på at modtage oplysninger fra sine læsere, og efterfølgende lave indlæg om det. Hun får fært hovedpersoner helt ud i det ekstreme, og det ender selvfølgelig ud i skandaler.

I den politiske blog, har man fri mulighed for at ytre sig om et lands samfund. I lande hvor man stadig lever under et diktatorisk styre, kan det være en befrielse at beskrive sine oplevelser via en blog.  Da Muammar Garddafi stadig regerede i Libyen, blev der oprettet en Facebook-side, hvor der blev planlagt tidspunkter for demonstrationer. Ved hjælp af de sociale medier samlede der sig mellem 500 og 600 demonstranter i hovedstaden Benghazi.

Og inden jeg har fået set mig om, har jeg fået skrevet en blog.

-          Line-Bao Fang Winstrup Nielsen 2.x