At rejse

At rejse

En larm spredes ud i rummet og piner alt, der kommer i nærheden af den. ”Nej, ikke allerede! Fem minutter mere! Jo, kom så op, op og i bad, så kommer livet tilbage! Jamen der er koldt, alt for koldt! Kom nu op!” Jeg står halvt død op og bevæger mig hen til larmen, der bliver højere og højere. ”Bib” larmen stopper og jeg får en kæmpe lyst til at kaste mig ned i min varme seng, putte mig og sove videre, men noget spændende skal ske i dag, det er derfor jeg er så tidligt oppe, jeg skal ud på en rejse. Det er frostgrader udenfor, vennen fra klassen, som jeg havde tænkt mig at sidde ved siden af i bussen, har lige meldt sig syg. Alt og alle skriger: ”bliv hjemme!”, men jeg ved at det nok skal blive en fed og spændende tur. Turen går til Hamborg, en by i det nordlige Tyskland. Vi har fået nogle opgaver som skal løses, men ellers er vi frie. Over halvdelen af turen bliver brugt på at køre der ned og hjem igen, men ingen klager, for starten af rejsen begynder allerede i det sekund vi stiger ind i bussen, måske indda allerede sekundet vi står op fra vores seng, for her er der en uregelmæssighed, startfaktoren på et eventyr. 

Rejser er typisk for at slappe af eller opleve nye spændende ting. I Bubber og BS på nye afveje, går det til det ekstreme med at opleve nye ting, herunder også farlige ting. Bubber er blevet skubbet ud på dybt vand og har fået en jægersoldat til at holde øje med ham. Følelsen af et sus, når vi oplever nye ting rammer os alle. Jeg vil vove at påstå at det er denne følelse folk forsøger at få, når de ser Bubber og BS på nye afveje. Det er derfor, at den serie er blevet så kendt. Nu behøver folk ikke til at rejse en lang vej for at opleve dette sus, som Bubber er gået så meget igennem for at få lov til. Så kan jeg så stille spørgsmålet, ”men er det, den samme følelse man får?” Og nej, det mener jeg ikke at det er, jeg mener at det er en dårlig kopi af den rigtige følelse, det, at man selv har stået overfor uregelmæssigheden, giver et andet sus, end det man opnår, når man sidder og ser ind i tv’et. Tv’et giver ikke en lugten, varmen, kulden, vindens rusken eller overblikket af at kunne vænne sig omkring og gå i den retning man løster. Man bestemmer ikke selv, hvor man vil hen, eller hvad man vil gøre. Man er tvunget til at følge efter kameramanden, man mangler altså friheden, den frihed, som man har, når man selv er på en rejse.

Jeg er alt for nysgerrig til kun at skulle opleve de samme rotiner hver dag, at komme ud og opleve noget nyt det sætter livet i gang. Jeg har ikke skulle gøre noget, andet end at skabe tid, for at komme på ferie. Resten har mine forældre ligesom klaret for mig. Jeg har været rundt omkring, i USA's vestlige kyster, og inde i de hedende ørkener ved Las Vegas, i det sandede Ægypten med det klare hav, i det traditionelle og spændende Kina med den barske kultur, i de sne bedækkede bjerge rundt omkring i Europa, og på de varme, afslappende kanariske ø’er. Jeg har været på bilferier, busferier, flyferier og skibsferier, men selvom ruten er nogenlunde den samme, er oplevelsen stadig forskellig, og hvis ikke, er målet med ferien blot at slappe af. Jeg er bange for at pengepungen ikke rækker til samme mængde oplevelser, når jeg skal forsørge mig selv. Jeg er bange for at mine børn i fremtiden ikke kommer til at opleve at rejse på samme oplevelsesniveau, som jeg har gjort. Det er et ansvar jeg har over for dem, et ansvar jeg for alt i verden må få overholdt. For selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke kunne finde på at sælge mine oplevelser væk. Det at opleve en anden kultur, et andet sprog, et andet landskab og et andet samfund, det er uvurderligt. ”At rejse er at leve!”

- Jens Peter Nymann, Egaa Gymnasium 2.x