Forandring fryder?

”Næste stop Hobro” lyder det fra den altid tiltalende DSB-speaker. Da jeg stiger ud, bemærker jeg straks, at der er meget mere sne her end i Egå. Typisk. Et genkendelsens smil løber over mine læber, da jeg træder ud på trappen foran banegården og nyder udsigten ud over byen, der glimter under sneen. Der er så stille og roligt, og det føles som en anden verden, når man kommer fra Århus’ travle banegård med masser af mennesker, der allerede jagter rundt efter julegaver. Min venindes far kommer og henter mig, men inden da når jeg lige at hilse på en vens forældre. Man ved, at man er tilbage, når man ikke kan stå to minutter på en øde banegård uden, at møde nogen man kender…  Jeg er rimelig spændt på aftenens forløb. Planen er, at jeg skal med til en gymnasiefest på det gymnasium, hvor jeg SKULLE have gået, hvis ikke min familie var flyttet. Jeg var blevet optaget, havde fået en klasseliste og alt muligt. Begge mine forældre og deres søskende har gået på det gymnasium, og har her udlevet den muligvis sjoveste og vigtigste periode i deres liv.

   Jeg har været på gymnasiet mange gange før, men jeg kigger mig alligevel rundt som en gal, da vi træder ind af døren. Både for at undersøge hvordan gymnasiet ser ud pyntet op til fest, men også i en søgen efter kendte ansigter og forhåbentlig genkendelsen i deres øjne. Hvordan ville mit liv have set ud, hvis jeg ikke var flyttet? Hvilke af disse mennesker ville jeg have snakket om festen med på mandag? Hvor meget har vi forandret os, hvis altså vi overhovedet har? Alle disse spørgsmål melder sig, mens jeg med minutters mellemrum dumper ind i en gammel bekendt og uddeler krammere og ”Jo tak, jeg har det fint – og hvad med dig?”. En kendsgerning slår mig dog: Alle grupper er splittet op, og ingen af mine gamle venner går sammen. Alle har fået nye venner og nye roller. Efter den obligatoriske smalltalk er overstået, føler jeg mig lidt alene og udenfor et fællesskab, lige indtil jeg finder en anden bekendt.

   På et afgørende tidspunkt tog mit liv en vigtig drejning og det at være tilbage i Hobro, var som at se mit liv som det ville have været, hvis dette drej ikke var sket. Dog føler jeg, at ordsproget ”forandring fryder” giver mening i min situation. Det drej er muligvis noget af det bedste, der er sket i mit liv, fordi jeg kunne starte forfra og slippe ud af min gamle rolle.

Det giver mening for mig nu, hvorfor forandring er et vigtigt omdrejningspunkt i mange historier. Hvad ville Twilight være, hvis Bella ikke var flyttet op til sin far? Eller hvilken film ville ”Chocolat” være, hvis Vianne og hendes datter ikke var flyttet til Lansquenet og havde mødt Johnny Depp? De laviner af ændringer og udfordringer, som en forandring bringer med sig, er det, der skaber en spændende fortælling, og jeg kunne forsætte med at nævne eksempler på dette i flæng. Det er, når man bevæger sig ud i noget ukendt, at man kan mærke, at man lever, og det er her, man udvikler sig. Der skal jo være et ”point of no return” før den helt store stigning sker i Berettermodellens kurve. Den afgørende faktor er dog, at man tør, og at man vil det. Tænk hvis Bella bare skypede med sine venner fra Phoenix og ikke havde tid til at løbe rundt i en skov med Edward, eller hvis Vianne ikke engagerede sig i og udfordrede lokalsamfundet. Det ville ikke være en god historie. Det kan ikke nytte noget, at man prøver at leve ens gamle liv et nyt sted. Især ikke under de mest betydningsfulde år af ens liv nemlig under gymnasietiden, hvor man udvikler sin personlighed. Jeg er glad for, at jeg tog derop, fordi nu ved jeg, hvad jeg går glip af: Ikke specielt meget, for jeg har et andet liv nu, og det vil jeg hellere fokusere på. Så næste gang der er en gymnasiefest i Hobro, tror jeg bare, jeg siger nej tak og holder en fest for min egen klasse i stedet for.

Katrine Wulf Eskildsen 2x