tirsdag den 18. december 2012

Ikke dårligt vejr, bare dårlige klær

Jeg vågner op med et sæt. Jeg var gået omkuld efter en hård uge på Egå. Jeg rejser mig op og kigger mig forvirret rundt. ”Hvor er jeg, hvad er klokken, hvad skal jeg nå?” Jeg finder ud af, at der kun er 25 minutter til, at jeg skal til julefest på Egå. Min første indskydelse er at tage en nissehue på, men så kommer jeg i tanke om temaet. ”Svinter og Vommer - sikke et tema”. Det er hentet fra Walt Disney tegnefilmen med Phineas and Ferb. ”Hvordan har festudvalget dog fået den ide?” Er det niveauet for den lovende danske ungdom, som tager en gymnasial uddannelse? ”Nå skidt for sig og kanel for sig - det er jo en fest og ikke skolerelateret”.

Så melder spørgsmålet sig: ”Hvilken slags tøj skal jeg tage på?” En blanding af sommer- og vintertøj: Svømmervinger, skibukser, solbriller, badebukser, skibriller, badesandaler. Jeg hiver en masse ting ud af skabene. ”Hva` skal jeg dog vælge?”

Jeg kigger ud af vinduet. Det er mørkt og rigtigt koldt - kan lige se mig selv smutte af sted i badesandaler i sneen - or not! Man siger, der ikke er noget der hedder dårligt vejr, men kun dårlige klær`. Så jeg må tænke mig om… Ofte har man set artikler i avisen om, at unge mennesker er døde fulde i en snedrive efter en fest. ”Mig skal der ikke skrives om i morgen!”

Jeg må tage en beslutning - kan blive hentet hvornår det skal være! ”Hvad mon de andre har på?” Jeg gider ikke ligne en cirkusklovn. Beslutter mig for at køre sikkert - man skal jo nødigt skille sig ud, og nu er det jo også så koldt… Jeg beslutter mig for den pæne, neutrale, sorte skjorte og et par fornuftige sko. Alt mit sommer- og vinterudstyr lægger jeg i en taske sammen med et par øl.
Til forfesten hos Katrine kommer alle i deres normale tøj med undtagelse af nogle få. Hvor er jeg glad for, at jeg kørte ”sikkert”. Christian skiller sig især ud med sin tank top og sine bare ben i shorts og intet overtøj - har han mon set på temperaturen? Men det er friskt - det må man sige - og han har kørt den fuldt ud, for han har ikke taget noget skiftetøj med. Man kommer til at tænke på ordsprogene: ”Hvo intet vover, intet vinder” samt ”Klæder skaber folk”. Han bliver lagt mærke til, og det vil sikkert ende ud med et positivt resultat for ham i løbet af aftenen!

Til festen på skolen tegner det samme billede sig. Langt de fleste er blot i almindeligt festtøj. Det kan måske give anledning til eftertanke hos festudvalget - man behøver ikke finde på specielle emner - en helt almindelig julefest er helt fint efter min overbevisning.

Efter en masse dansen og festen er Mammen og jeg klar til at tage ind til byen, for at holde de danske unges drukstatistik i hævd. Vi bliver dog overmandet af den danske moder natur, da det stormer og sner. Hvor er jeg igen glad for, at jeg ikke går rundt i badesandaler. Vi bliver overmandet af en forfærdelig træthed. Pludselig bliver vi fornuftige unge mennesker. Vi går i den modsatte retning og tager en bus hjem i stedet. I henhold til nye undersøgelser er de unge danskere på det seneste begyndt at drikke mindre. Det må skyldes sådanne fornuftige unge mænd som Mammen og jeg.

Lars Munk-Stengaard 2.x

Ingen kommentarer:

Send en kommentar