Så er der snart skitur, kan slet ikke vente. Minderne fra
sidste års tur stiger op til overfladen, og store smil knækker ansigtets mimik,
mens det bobler op inden i. Vi har lavet et nedtællingsur på nettet, derfor ved
jeg, at der i dette øjeblik er 19 dage, 21 timer, 20 minutter, 53 sekunder til
turen. Tik, tak, tik, tak - bare tiden dog ville gå lidt hurtigere.
Ifølge den danske ordbog er tid ”en grundlæggende størrelse som måles i fx sekunder, timer, dage eller år, og som kan betragtes som en evig følge af begivenheder eller tilstande, der tilsammen udgør fortid, nutid og fremtid undertiden opfattet som en fjerde, ikkerumlig dimension” Det lyder så utrolig abstrakt og er så svært at forholde sig til, for før man ved af det, er fortiden blevet nutid, så går der et sekund, og så er det blevet datid. Jeg kommer ubevidst til at tænke på de gale Marx-brothers, hvor Groucho Marx så rapt udtrykker: “Time flies like an arrow; fruit flies like a banana.” Den definition har af en eller anden mærkelig årsag valgt, at klæbe sig fast til min hjerne, og besluttet sig for at bosætte sig der permanent.
I barokken kunne man ofte se timeglasset afbilledet, det mindede os om tidens hurtige gang og livets skrøbelighed. De blev et vanitassymbol, der både mindedes om, at vi skulle gribe dagen, og at vi engang skal dø. Minder os om, at vi ikke kan styre tiden.
Tænk hvis man en dag blev tildelt en fjernbetjening til sit eget liv. Ville i så kunne styre det? Hvis jeres liv bare var én lang film. Nogen gange en lidt uinteressant film vel og mærke, som dem man ser, når man forgæves søger underholdning på DRK, og man i stedet ender med en 5-timers lang fransk krimi i et gammelt sort-hvid format. Det kunne være den elendige ventetid, man skal igennem for at komme med den offentlige transport. De fandens busser. Den ventetid ville jeg i hvert fald hurtig spole over!
Nogen gange ville filmen i stedet være en komedie, hvor man er så glad, at James Browns karakteristiske stemme ville bryde ud i ”I feel good!” som baggrundsmusik, som når man tjekker sin telefon om morgen og opdager 1.modul er aflyst!
Det kunne være en kærlighedsfilm, hvor hovedpersonerne stak af sammen til sidst, eller en sørgelig film, hvor et familiemedlem dør. Det skete for mig under DHO-skrivningen, det var så hård en tid, man bare skulle kæmpe sig igennem.
Der er dog så mange ting i livet, vi oplever, der er værd at leve for, men jeg er sikker på, at alle har oplevet noget, de godt kunne have levet uden, oplevelser man ville ønske, man lige kunne have sprunget over med fjernbetjeningen.
Hurtigt ville de sene aftener, hvor man kæmper mod en ondskabsfuld opgave, deadlinen og søvnen, blive sprunget over, man kunne da også lige springe frem til fredag? Og så var der jo det med den der skitur. Kunne jo slet ikke vente.. men hov, det ville jeg slet ikke behøve! Springer da bare frem til det sted, hvor jeg er der nede på pisten med den friske kolde luft i ansigtet skuende ud over de smukke bjerge. Jeg ville endda slippe for den lange bustur.. Hurtigt ville man komme igennem livet, søvnen ville forsvinde, de kedelige lektioner, opgaveskrivningen, cykelturen, bilturen, mere og mere ville ryge, men ville det virkelig være et liv så? Hvad ville man stå tilbage med? Det ville vel mere være en trailer, hvor alle de bedste scener var udtaget. Men ikke et liv. Måske er det heldig nok, man ikke kan.
I virkeligheden er livet vel mere som en lang togtur, man står på ved fødslen, og så går det ellers derud af. Mennesker står på, bliver en del af livet, gør turen sjov.
Jeg kommer til at tænke på mine fantastiske veninder, hvilke skøre planer vi har ført ud i livet. Hvordan vi har sprunget i iskolde pools efter at have knust isen, eller kælket ned af skipister på tomme ølrammer, leget spioner hvilket medførte, at vi endte med at stå på en stige og stirre ind af en vens balkonvindue. Ups.. Vi har grædt og leet sammen, og det har alt sammen bundet os mere sammen. Venskaber så stærke at de altid vil holde. Altid. Alt tid.
Men på toget stiger også andre på, nogen når man slet ikke at lægge mærke til, så er de væk igen. Andre sprætter togets sæder op, og efterlader ar på sjælen. Men en ting der er sikkert er, at man aldrig kan vende toget, aldrig stoppe det. ”lives goes on” som man siger. Så jeg må nok acceptere, at jeg ikke kan springe tiden frem til skituren over, desuden er der nu gået så lang tid siden, at jeg startede på denne blog. Der er kun 18 dage, 17 timer, 53 minutter og 38 sekunder. Og vi kender jo alle det gamle ordspil: ”Forventningens glæde er den bedste.”
Ifølge den danske ordbog er tid ”en grundlæggende størrelse som måles i fx sekunder, timer, dage eller år, og som kan betragtes som en evig følge af begivenheder eller tilstande, der tilsammen udgør fortid, nutid og fremtid undertiden opfattet som en fjerde, ikkerumlig dimension” Det lyder så utrolig abstrakt og er så svært at forholde sig til, for før man ved af det, er fortiden blevet nutid, så går der et sekund, og så er det blevet datid. Jeg kommer ubevidst til at tænke på de gale Marx-brothers, hvor Groucho Marx så rapt udtrykker: “Time flies like an arrow; fruit flies like a banana.” Den definition har af en eller anden mærkelig årsag valgt, at klæbe sig fast til min hjerne, og besluttet sig for at bosætte sig der permanent.
I barokken kunne man ofte se timeglasset afbilledet, det mindede os om tidens hurtige gang og livets skrøbelighed. De blev et vanitassymbol, der både mindedes om, at vi skulle gribe dagen, og at vi engang skal dø. Minder os om, at vi ikke kan styre tiden.
Tænk hvis man en dag blev tildelt en fjernbetjening til sit eget liv. Ville i så kunne styre det? Hvis jeres liv bare var én lang film. Nogen gange en lidt uinteressant film vel og mærke, som dem man ser, når man forgæves søger underholdning på DRK, og man i stedet ender med en 5-timers lang fransk krimi i et gammelt sort-hvid format. Det kunne være den elendige ventetid, man skal igennem for at komme med den offentlige transport. De fandens busser. Den ventetid ville jeg i hvert fald hurtig spole over!
Nogen gange ville filmen i stedet være en komedie, hvor man er så glad, at James Browns karakteristiske stemme ville bryde ud i ”I feel good!” som baggrundsmusik, som når man tjekker sin telefon om morgen og opdager 1.modul er aflyst!
Det kunne være en kærlighedsfilm, hvor hovedpersonerne stak af sammen til sidst, eller en sørgelig film, hvor et familiemedlem dør. Det skete for mig under DHO-skrivningen, det var så hård en tid, man bare skulle kæmpe sig igennem.
Der er dog så mange ting i livet, vi oplever, der er værd at leve for, men jeg er sikker på, at alle har oplevet noget, de godt kunne have levet uden, oplevelser man ville ønske, man lige kunne have sprunget over med fjernbetjeningen.
Hurtigt ville de sene aftener, hvor man kæmper mod en ondskabsfuld opgave, deadlinen og søvnen, blive sprunget over, man kunne da også lige springe frem til fredag? Og så var der jo det med den der skitur. Kunne jo slet ikke vente.. men hov, det ville jeg slet ikke behøve! Springer da bare frem til det sted, hvor jeg er der nede på pisten med den friske kolde luft i ansigtet skuende ud over de smukke bjerge. Jeg ville endda slippe for den lange bustur.. Hurtigt ville man komme igennem livet, søvnen ville forsvinde, de kedelige lektioner, opgaveskrivningen, cykelturen, bilturen, mere og mere ville ryge, men ville det virkelig være et liv så? Hvad ville man stå tilbage med? Det ville vel mere være en trailer, hvor alle de bedste scener var udtaget. Men ikke et liv. Måske er det heldig nok, man ikke kan.
I virkeligheden er livet vel mere som en lang togtur, man står på ved fødslen, og så går det ellers derud af. Mennesker står på, bliver en del af livet, gør turen sjov.
Jeg kommer til at tænke på mine fantastiske veninder, hvilke skøre planer vi har ført ud i livet. Hvordan vi har sprunget i iskolde pools efter at have knust isen, eller kælket ned af skipister på tomme ølrammer, leget spioner hvilket medførte, at vi endte med at stå på en stige og stirre ind af en vens balkonvindue. Ups.. Vi har grædt og leet sammen, og det har alt sammen bundet os mere sammen. Venskaber så stærke at de altid vil holde. Altid. Alt tid.
Men på toget stiger også andre på, nogen når man slet ikke at lægge mærke til, så er de væk igen. Andre sprætter togets sæder op, og efterlader ar på sjælen. Men en ting der er sikkert er, at man aldrig kan vende toget, aldrig stoppe det. ”lives goes on” som man siger. Så jeg må nok acceptere, at jeg ikke kan springe tiden frem til skituren over, desuden er der nu gået så lang tid siden, at jeg startede på denne blog. Der er kun 18 dage, 17 timer, 53 minutter og 38 sekunder. Og vi kender jo alle det gamle ordspil: ”Forventningens glæde er den bedste.”
Marie Mølmer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar