FW!

Første indskydelse ”hvorfor tog jeg dog herned igen?” der lugter af sure sokker og sved, musikken hamrer derudaf i den samme fantasiløse takt som altid. Løberne på deres løbebånd og roerne med romaskinen larmer så meget, at man ikke kan høre sine egne tanker. Spyt og savl fra de muskuløse mænd flyver gennem luften, i deres forsøg på at dødløfte 220 kilo. 

Hvad er det dog som jeg finder så tiltrækkende ved dette ucharmerende sted? Hvad er det der får folk til at tilbringe flere timere hver eneste dag? Er det fantasien om den ideale krop som er så lokkende at man vil tilbringe sin tid her? Eller er det målet at blive den stærkeste i verden?

Det er en helt anden verden man træder ind i, når man går i gennem dørene til Fitness World. Der findes ingen slappe, ingen stærke, kun hårdt arbejdende mennesker som vil forbedre deres kondition eller udvikle deres krop. Drømmene er motivationens kilde. Drømmen om at gennemføre en maraton eller en ironman eller udfordre sin krop til ypperste og gå efter titlen som Mr. Olympia - den mest eftertragtede titel blandt bodybuilders. Det er drømme som disse som kan motivere os til at stå tidligt op om morgen for at løbe en tur, eller cykle ned til det nærmeste træningscenter flere gange om dagen. 
Da jeg var trådt ind i denne verden, et par gange, var det ikke bare en hobby mere, det blev en livsstil, ligesom det er for mange andre f.eks. bodybuilders - det er en livstil så ekstrem at mange ikke forstår den, så mærkelig at mange stiller spørgsmålstegn til den. Jeg mener dog at den kan blive for meget, når man kommer til det punkt, at man vil ødelægger sin krop med steroider, for at komme skridtet nærmere på sit drømmemål. Ligesom vores alle sammens yndlings Arnold Schwarzenegger (i hans unge dage), som fik en hjerte operation - hjerte problemer pga.  steroider.
Kommentarer som ”er din krop ikke snart færdig” er normale, men det er også der problemet ligger, fordi når man er trådt ind i denne verden, ændres ens tankegang. Der er ikke noget såkaldt ”færdig” mere, der er altid noget, som kan ændres, noget som kan blive større for, at det ser godt ud. F.eks. vil man gerne lige løbe det minut hurtigere, eller også kan ens latissimus dorsi lige blive lidt større - det er som om man ser sig selv som lille når man kigget i spejlet.

Dette syndrom hedder ”Bigorexia” - det er opfundet af bodybuilders selv. Til at beskrive tendens for dem selv, som altid ser dem selv som små, det er det omvendte af anoreksi siger doktor Harrison Pope. ”Det er drenge som er relativt store men ser dem selv som små drenge”( fra dokumentaren: The truth about steriods)

Drømmen om at nå sit mål er vel det som for mig til at tilbringe min tid der, selvom at jeg burde lave lektier, eller starte tidligere på den her blog, så at jeg ikke skulle side og lave den i matematik samme dag som den skal afleveres, kommer træning altid som første prioritet. Som Kai Greene siger ”det er et fuldtids arbejde” - fordi det er hvad det er, man træner ikke halvt man går all-in hver eneste dag, presser sin krop til ypperste for at få den pragtfulde smerte til at sprede sig i musklerne eller mælkesyren som spreder sig i takt med at jeg løfter vægtene, op ned, op ned, op ned, op ned, igen og igen, gentage hver eneste dag - for at nå målet og få den muskuløse krop.


Mads